Psykolog Emilie Stenderup
Terapirummet hos Autoriseret Psykolog Emilie Stenderup

Hvad kan jeg hjælpe dig med?

Jeg tilbyder samtaleterapi til unge og voksne, og hjælper med at håndtere forskellige former for mistrivsel og udfordringer.

Ofte søger man hjælp, fordi man oplever at sidde fast i mønstre eller følelser, der er svære at ændre på egen hånd. Det kan handle om måden, man har det med sig selv, eller udfordringer der gentager sig i relationen til andre.

Uanset hvad din årsag er til at opsøge terapi, tilrettelægger vi forløbet, så det giver mening for netop dig. Sammen vil vi (gen)finde din meningsfulde vej mod det liv, du ønsker at leve, med mest mulig trivsel, mening, glæde og frihed til at være hele dig.

Jeg har særlig erfaring og viden inden for følelsesmæssige og relationelle udfordringer, og arbejder ofte med følgende problemstillinger:

Angst/Lavt selvværd/Selvkritik/Stress/Svære relationer/Overvældende tanker/Overgangen fra ung til voksen/Udfordringer relateret til forældrerollen

Hvordan arbejder jeg?

Først og fremmest gør jeg en dyd ud af at skabe et trygt og tillidsfuldt rum. Det gør jeg ved at møde dig med nysgerrighed, nærvær og omsorg. Det er min overbevisning, at vi gennem en tryg relation skaber det bedste fundament for, at du kan udvikle dig. I terapien arbejder vi ikke kun på at dæmpe symptomerne, men på at forstå og håndtere de underliggende årsager. Min opgave er at hjælpe dig til at blive klogere på dine reaktioner og behov, så du får bedre forudsætninger for at navigere i det, der er svært.

min metodiske tilgang

Jeg tager afsæt i metoden Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP). Her arbejder vi aktivt med at få øje på de vaner og strategier, du ubevidst bruger til at beskytte dig selv, når følelserne bliver svære. Disse 'overlevelsesmekanismer' er opstået tidligere i dit liv for at passe på dig i dine relationer. Dengang var det måske nødvendigt at gemme dine følelser væk for at bevare trygheden, men i dag virker de samme mønstre som en stopklods, der skaber afstand til andre og gør det svært at mærke dig selv. I terapien arbejder vi med at udfordre disse mønstre direkte, så du i stedet kan lære at rumme og mærke dine følelser, som de er. Det gør det muligt at smide de gamle forsvar og møde dig selv og verden med større ærlighed og frihed.

I arbejdet med samspillet mellem forældre og børn trækker jeg desuden på Marte Meo-metoden. Det er en praksisnær tilgang, der tager udgangspunkt i konkrete hverdagssituationer for at styrke kontakten og skabe mere ro i relationen til dit barn.